Æbletærte med Havtorncurd

Lørdag d. 14. sep. 2013 deltog jeg i en æblekage-konkurence i Nyborg hvor der blev afholdt middelalder kampdage og høstmarked.Der var i alt 9 kager, og det var desværre kage nr. 9 der tog prisen som den bedste æblekage, men min kom på 2. pladsen så fik en stor kurv med alt det gode man kunne finde på markedet. Pølser, spegepølser, øl, marmelade, honning, sennep, lakrids et ølkrus og meget meget mere.
Er stolt over at min kage fik en 2. plads, men mener også selv den fortjente det, da den intense citrussmag havtorn giver til kagen får æblet til at stråle endnu mere. Prøv den, og hvis man ikke har havtorn-curd, smager kagen ganske udemærket uden.

IMG_4320

Mørdej:

350 g mel

200 pk. smør

2 æg

evt. lidt vand.

 

Findel smørret med melet. tilsæt æg og ælt dejen hurtigt sammen, tilfør evt. lidt vand hvis den er for tør.

stilles på køl i min. 1/2 time

Mazarinmasse:

100 g blødt smør
100 g rørsukker
3 æg
25 g mel
150 g mandelmel

pisk smør og sukker luftigt. tilsæt ét æg af gangen.
Vend mel og mandelmel i dejen.

Æbler i karamel

100 g sukker
1 1/2 dl. fløde

Smelt sukkeret på en pande. (rør ikke i det)
Når det er godt varmt hældes fløden over og efter lidt tid er den en sovs.
Skræl æblerne, skær dem i både og vendes i sovsen.

Havtorn Curd

2 dl. let reduceret havtornsaft
150 g sukker
2 æggeblommer
2 hele æg
100 g smør

Sukkeret smeltes i havtornen i en gryde. afkøl lidt (for ikke at koagulere æggene).
æggene piskes sammen og hæld lidt af den lune saft over.
det hele hældes tilbage i gryden og varmes forsigtigt op. må ikke blive mere en 70 grader. rør smørret i lidt af gangen til den bliver glat og homogen. smag til at der er sukker nok. når den er blevet lidt tykkere og ca. er 70 grader, hældes den på hysterisk rene glas og på køl. (kan holde sig ca. 2-3 uger)

Skyr Crem

Skyr, havtorn-curd, vanilje, flormelis og citron blandes til en harmonisk crem.

Kagen:

Halvdelen af mørdejen rulles ud og kommes i en tærteform. bages blindt i ca. 10 min ved 200 grader. Køles lidt af.
ét lag Havtorn-curd spredes ud over bunden.
Mazarin massen fordeles ud oven på Curd’en (kan evt bruge en sprøjtepose)
Æblerne fordeles ud på kagen i en spiral og pyntes med resten af mørdejen, f.eks i tern eller et låg over.

Pensles med æggehvide og bages i ca. 35 min. i 180 grader til den er gylden og flot.

Nydes med Skyr-Cremen..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation