Tag Archives: Temperering

nougatsnitter

Nougatsnitter
Her er et rigtig godt bud på en lækker konfekt der vil imponere dine gæster og faktisk ikke er særlig svær at lave. Smagene er der ingen kunstigheder i, men de smage vi forbinder med jul: Nougat – Nødder – Marcipan og ikke mindst chokolade.. Mmmm, What’s not to like?

Du skal bruge:

100 g. marcipan
20 g. mørk chokolade
2 håndfulde hasselnødder
180 g. nougat
100 g. tempereret mørkchokolade
en form på ca. 10×15 cm (fx en plastikbøtte)


 

 

Sådan gør du:

  1. Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir. (ca. 1/2 cm i tykkelse). og skær kanterne rene så den passer som bund i formen.
  2. Smelt lidt chokolade, og pensel et tyndt lag chokolade på den ene side marcipan.
  3. Kom bagepapir i formen, og læg marcipanen ned med chokoladesidden nedad.
  4. Rist nødderne 5-10 minutter i en ovn eller på en tør pande.
  5. Smelt nougaten i en skål og kom de varme nødder i.
  6. Hæld nougat-nødderne ned i formen oven på marcipanen i et jævnt lag. Stil formen på køl i 20 minutter.
  7. Temperer chokoladen. Jeg har nørdet meget med fx tempereringsmetoder, men henviser til Mette Blomsterbergs metode, der er nem og fungerer helt fint.
  8. Når nougaten er stivnet kan du hælde chokoladen over i et jævnt lag.  OBS! Jeg har på billedet brugt en chokolade film med små rensdyr på for at give et ekstra udtryk, men da det kan være lidt svært at få fat i, kan du nu gå lidt jule bananas med krymmel, hakket nødder, frysetørret bær eller guldglimmer på toppen, for at give dine nougatsnitter det helt rigtige look.
  9. Stil på køl et par minutter og skær dine snitter ud med en skarp kniv. OBS! et tip til at få et rent snit er at bruge en kniv der er varm og derfor smelter chokolade så den ikke knækker. Varm derfor kniven over et gasblus, gasbrænder eller under varmt vand (tør den af før du skærer).